En institution i Københavns kommune






Rammer og aftaler

Aftaler

Vi ønsker, at den unge, forinden og løbende under opholdet, skal være med til at udarbejde en række aftaler for opholdets formål, forløb, indhold, fremtid etc. Disse vil blive nedskrevet - ligesom den unge ved indskrivning skal gennemlæse og godkende nogle aftaler om rammer og betingelser for opholdet.

Aftalerne skal sikre, at både den unge og personalet fastholder fokus på opholdet, præmisserne for at bo på Brorson, opholdets mål og den unges udvikling. Aftalerne vil læne sig meget op af den unges handleplan fra socialcentret.

Formålet med indgåelsen af aftaler og at den unge skal godkende og underskrive betingelserne for at bo på Brorson er, at den unge, såvel som personalet, har brug for at kende den kontekst, som den unge skal udvikle sig i, og at begge parter kender betingelserne for og formålet med den unges ophold på Brorson. Aftalerne fungerer således som en slags ”redskab” til at fastholde fokus og mål – og er et internt supplement til den handleplan, som socialcentret udarbejder.

Beskæftigelse – skole eller arbejde

På Brorson yder vi støtte til og stiller krav om, at den unge skal være i gang med et skoletilbud, have et arbejde eller være i anden form for beskæftigelse. Anden form for beskæftigelse kan handle om, at den unge medvirker til forskellige sportslige aktiviteter, er i et samtaleforløb hos en psykolog eller en psykiater eller at den unge på anden vis medvirker i et forløb, som kan stabilisere, udvikle eller medvirke til forandring i den unges liv og dagligdag.

Hvis den unge ved indskrivningen ikke er i et forløb, skal der så hurtigt, som det er muligt, sættes et forløb i gang. Hvis et forløb afbrydes eller stopper under opholdet skal den unge hjælpes i gang med anden beskæftigelse eller uddannelse. Vi gør det i nært samarbejde med den unge og dennes sagsbehandler. Den unge skal derfor være indstillet på og have lyst til at samarbejde med os omkring uddannelse, skole eller andre tiltag, der giver en meningsfuld hverdag.

Rammer

På Brorson er der nogle rammer, som den unge skal have lyst til at efterleve for at bo her. Rammerne taler vi med den unge om, inden den unge skal tage stilling til, om Brorson er det rette sted for ham eller hende.

Rammerne er kommet i stand for at sikre, at alle bidrager til en god stemning, og at Brorson er et rart sted for alle at være og bo. Rammerne skal være godkendt af den unge, inden han eller hun vælger at flytte ind, således at indflytningen sker på de rette præmisser og under de rette forudsætninger.

Vi forventer, at den unge bestræber sig på at efterleve de aftaler der indgås og forbeholder os retten til at gribe ind, hvis aftaler svigtes.

Forældresamarbejde

Forældresamarbejdet er afhængig af den enkelte unges ønske og situation. Forældre inviteres altid med til netværksmøder vedrørende den enkelte unge. Og de er altid velkomne til at kontakte Brorson.

Den enkelte unges kontaktpædagog vil sørge for at involvere den unges forældre i det omfang den unge og forældrene ønsker det.

Brorson · Jesper Brochmandsgade 7-9 / Rantzausgade 56 · 2200 København N · Tlf.: 38 34 73 31 · E-mail: sy25@sof.kk.dk